Psykologen spørger mig igen: “Der er noget der piner dig. Hvad er det, du ikke fortæller? Du kan stole på mig og jeg kan høre på alt. Mine ører falder ikke af.

Jeg har hørt de skrækkeligste historier, og alle gav mening, da vi havde kikket på dem grundigt sammen.

Der er forståelige grunde til, at folk gør, hvad de gør....

- selv, når det resulterer i ulykke eller forbrydelser...”

Jeg har hørt den remse mange gange før og er virkelig træt af at høre på den slags.

Jeg kikker ud af vinduet, hvor jeg kan se piletræet stå og vugge i den tiltagende blæst, forførerisk med de lange tynde grene, der viljesløst føjer sig som så mange gange før, når han pressede sig mod mit underliv, og masede og regerede imens han prustede som et dyr.

“Du er selv ude om det, din lille luder!” Og jeg var alene igen med min bamse, Bruno, som jeg krammede og krammede og krammede, så den blev helt uformelig og blødte og blødte. Undskyld, undskyld, undskyld.

Efter stormen var der ofte faldet kviste og grene af, der lå på den triste grund bag huset.

Det var sådan en dag, jeg så grenen, slangegrenen, snoende sig hen over græsset med de røde øjne stirrende på mig.

Jeg gemte den bag ryggen, da jeg smøg mig ind gennem køkkendøren, og ned ad den lange gang til mit værelse. Den fik lov at bo sammen med Bruno.

Jeg hader dig, jeg ville ønske du døde, gå væk fra mig, kom aldrig igen, gå væk, gå væk, gå væk, forsvind fra jorden.

Jeg klamrede mig til Black Magic, der stirrede på mig med sine blodskudte øjne, imens han slyngede sig omkring sig selv som en vildfaren snurretop.

En nat blev det et voldsomt stormvejr. Ingen i huset kunne sove og var stimlet sammen i køkkenet. Jeg, Bruno og Black Magic var på værelset og følte os hjemme i al larmen. I nat var jeg fri.

Lurke var ude sammen med sit slæng.

Det store gamle egetræ væltede og lagde sig på tværs af haven med et mægtigt drøn. Hele huset rystede og vinduet ind til mit værelse blev knust, så den blæsende rå luft hvæsede om ørerne på mig. Det var helt fint. Black Magic, Bruno og jeg var med.

Da det blev lyst, gik vi ud for at se på træet. Og der lå han, Lurke, fuldstændigt smadret under stammen. De måtte samle ham, før han kom i kisten, men han lignede bare en udmast hakkebøf, før den bliver stegt.

Black Magic’s brødre og søstre lå og slyngede sig omkring træet, sluppet løs fra deres store mor efter faldet.

De havde alle røde øjne, der stirrede på mig. Mine venner.

Om natten glimter de røde øjne som rubiner, og jeg slænger mig på det grønne fosforlysende tæppe af slyngende kryb, mine orme, min flyvende drage.

Jeg vender mig fra vinduet og hvæser mod ham: “Gå væk, gå væk, lad mig være i fred.”