Det er for sent at hoppe fra. Jeg kan kun hoppe ud nu. Jeg er fastspændt. Det suser. Jeg tænker desperat over en undskyldning, der kan få mig ud af dragten. Ned på jorden igen. Uden at jeg skal springe.

Jeg ved allerede at alle undskyldninger vil komme ud som en løgn. En gennemskuelig løgn.

Fordi det vil være løgn.

Jeg vil ikke alligevel. Jeg tør ikke.

Eller jeg vil gerne.

Men alt indeni mig skriger. Det er ikke mig, der skriger. Det er alle dele af min krop.

Mine lunger gør ondt, ribbenene gør ondt. Storetåen, knæene, det yderste af mit hår, der flagrer hårdere og hårdere.

Hvorfor har de ikke fortalt mig, at jeg skulle have håret strammet til med elastikker. hårnåle.

Fordi den der flyver det lille røde fly er en mand. Og fordi den jeg er spændt fast til, er en mand.

De har ikke tænkt over det, for de har ikke langt flagrende hår, der kaster sig ind i ansigtet og foran øjnene, der sidder bag de stramme briller.

De virker ikke bange. De virker heller ikke spændte eller glade, som jeg havde forestillet mig det.

Det slår mig, at de er irriterede på mig. Fordi jeg ikke har det sjovt. Fordi jeg ikke får det meste ud af det. Eller fordi jeg er besværlig.

Jeg føler mig i vejen. Tung som jeg står der fastspændt til den unge lyshårede mand. Dreng?

Tung at danse med.

Gammel.

Som når jeg står og taler på kontoret med min telefon flagrende i hånden, og den 25-årige medarbejder griner og siger, at min telefons lygte er tændt. “Som en rigtig boomer”.

Det betyder, at de synes, jeg er gammel. Utjekket kan det vel oversættes til.

Det er også dét, jeg føler lige nu.

At jeg er for bange til at jeg også kan være cool.

Det er ikke cool bare at hoppe ud af et fly.

Man skal også kunne gøre det med en særlig stemning i kroppen. Er det glæde? Eller en form for naiv spænding. Mod på livet. At tage en stor bid af livet.

Det kan ikke lade sig gøre for mig.

Jeg er uncool.

Også selv om jeg kaster mig ud af et fly i 1000 meters højde.